Arbejdsprincippet for et stetoskop er at bruge vibrationsledning mellem stoffer til at ændre lydens frekvens og bølgelængde gennem aluminiumsfilmen i stetoskopet, så lyden når det menneskelige øres "behagelige" område, samtidig med at andre lyde afskærmes, så at det kan "høres" tydeligere.
Konkret består et stetoskop af en lydoptagelsesdel (bryststykke), en transmissionsdel (slange) og en lyttedel (ørestykke). Bryststykket opsamler lyde i den menneskelige krop, såsom hjerteslag og vejrtrækningslyde, som overføres til ørestykket gennem slangen. Under transmissionsprocessen vil lydens frekvens og bølgelængde ændre sig, hvilket gør det lettere for det menneskelige øre at høre disse lyde. Samtidig kan stetoskopet også skærme den omgivende miljøstøj, så folk kan lytte til lydene i kroppen mere opmærksomt.
Der findes mange typer stetoskoper, såsom klokkeformede bryststykker og membranformede bryststykker. Klokkeformede bryststykker er velegnede til at lytte til lavfrekvente lyde, såsom diastoliske mislyde af hjerteslag; membranformede bryststykker er velegnede til at lytte til højfrekvente lyde, såsom vejrtrækningslyde.
Stetoskopet er et af lægernes vigtige redskaber til at stille diagnoser, men det har også visse begrænsninger. For eksempel, for nogle dybe væv eller organlyde, kan stetoskopet muligvis ikke høre klart. Derudover kræver brugen af stetoskopet visse færdigheder og erfaring, og lægen skal vælge det passende stetoskop og auskultationssted i henhold til forskellige situationer.
